Vi havde en fantastisk god Skt Hans aften med det flotteste vejr nogensinde. Og usædvanligt var
det, at vi for første gang i mange år havde østenvind, hvorved bålet brændte (og røg) ud over
fjorden og at vi derved ikke blev ”presset ud i fjorden” på grund af varmen fra bålet.
Som sædvanligt stod Henrik Nilsson for den vigtige opgave i afbrændingen af bålet – og ikke
mindst - også for den efterfølgende overvågning, således der ikke sker noget utilsigtet.
Over 30 deltog i arrangementet repræsenterende alle hjørner af vores sommerhusområde.
Dejligt at så mange møder op, når der er Skt Hans. Og vi ved, at flere endda tager turen til
sommerhuset netop denne dag for hovedsagligt at deltage omkring bålet. Det er flot med denne
opbakning og at hver især bidrager til en hyggelig nabosnak over en øl eller et glas vin samtidig
med, at vi får sunget et par sange.
Efterhånden som aftenen skred frem og bålet sygnede hen blev det dog køligere og et ekstra lag tøj
blev nødvendigt, men alligevel blev mange og underholdt sig i mindre grupper.
Det var en god aften som vi håber vil kunne gentages næste år med ligeså stort fremmøde.
